Gå til indhold

Et Center A for alle

​Omkring hver tredje dansker har et eller andet slags handicap i større eller mindre grad. Lave modtageskranker og smart belysning er blot nogle eksempler på, hvordan Center A på Hvidovre Hospital bliver tilgængeligt for alle.

Måske har du undret dig over de lave modtageskranker i det nye Center A. For de er lavere end de plejer. Men det er der en god grund til.

Omkring 30 procent af danskerne har ifølge Danske Handicaporganisationer en eller anden form for funktionsnedsættelse. Det kan være på synet, hørelsen, bevægeligheden eller noget helt andet. Og det kan være både permanent og midlertidigt. Derfor er det vigtigt, at arkitektur og design understøtter tilgængelighed. Et hospital skal nemlig være tilgængeligt for alle: Fra patienterne står af bussen til de er på sengestuen, vil man blive hjulpet på vej af tiltag bygget til at hjælpe – tiltag som kan virke usynlige for de fleste, men som kan være afgørende for dem, der har brug for det.

Fra ankomst til indgang

Et nyt busstoppested på Kettegård Allé vil gøre turen fra offentlig trafik til hospitalets nye hovedindgang kort og lige til. Forpladsen er tilpasset gangbesværede, hvad enten man er i kørestol og kan nyde godt af forpladsens udformning som en rampe, eller er gangbesværet og har brug for pauser på de bænke, der er placeret hele vejen langs forpladsen.

I en tid, hvor vi jævnligt bliver mindet om det danske vintervejr og frostvejrets hastige indtog, kan man bekymre sig om regn- og frostglatte fliser – det har arkitekterne heldigvis også gjort. Derfor er forpladsen belagt med ru skifermateriale, der er skridsikkert nok til, at alle kan holde sig på benene – gangbesværet eller ej.

Fra busstoppestedet vil der også være såkaldte taktile ledelinjer i belægningen, der gør, at man som blind eller svagtseende, kan finde ind til receptionen og videre helt hen til elevatoren uden yderligere hjælp.

Et billede af fortov med fliser. På midten af billedet er der nogle specielle fliser med en lille forhøjning, så disse fliser eksempelvis vil mærkes anderledes for blinde med en gå-stok. Fliserne fører hen til indgangen af Hvidovre Hospital. Et billede af fortov med fliser. På midten af billedet er der nogle specielle fliser med en lille forhøjning, så disse fliser eksempelvis vil mærkes anderledes for blinde med en gå-stok.

​​​​Eksempel på de ledelinjer, der fører hen til hospitalet.

Modtageskranker tilpasset personale og patienter

Indenfor på hospitalet bliver man mødt af en særligt lav informationsskranke. Den er både ved hovedindgangen og Akutmodtagelsen. Skrankerne her er kun 75 cm høje, hvilket gør det lettere for børn og kørestolsbrugere at føle sig set og få kontakt med personalet.

Det samme princip går igen ved modtageskranker ude på de enkelte afdelinger - dog med en væsentlig forskel. Skrankerne er som udgangspunkt 115 cm, hvilket er den normale højde for skranker, men der vil også være en lavere del af skrankerne, hvor man som kørestolsbruger kan henvende sig. Det er en balance mellem at imødegå personalets behov og tilgængeligheden for patienterne og deres pårørende.

En skranke som er ved at blive bygget. På den ene side af skranken er der lavet en lavere flade, hvor eksempelvis kørestolsbrugere kan se henover.

​​Skranker i to niveauer øger tilgængeligheden for personer med handicap.


Natbelysning og kontrastfarver skal forhindre faldskader

Et andet punkt, hvor både patienter og personale hjælpes, er ved patientrummenes smarte natbelysning. Lyset er i gulvhøjde og tændes automatisk ved hjælp af en sensor, når patienten står ud af sengen - f.eks. ved natlige toiletbesøg.

Trapper kan være en udfordring for mange ældre og svagtseende. Derfor er der lys i håndlisterne så trin bliver godt oplyste, og markeret, så de skiller sig ud fra hinanden. Udover at bruge lys benytter man også kontrastfarver til at synliggøre overgange. Det kan f.eks. være væggenes overgange til vinduer, døre og glasvægge. På den måde hjælper man svagtseende og reducerer risikoen for ulykker på hospitalet.​

En bænk udenfor.

​​​Trænger man til et hvil på vejen, er der bænke hele vejen langs forpladsen til den kommende hovedindgang.