Gå til indhold

Det første kvalitetsfondsbyggeri i Slagelse er indviet

Det nye akuthus på Slagelse Sygehus står færdigt. Det blev fejret med en officiel indvielse samt rundvisning, hvor Region Sjælland havde inviteret alle borgere til at komme og se den nye bygning

Det var en glædens dag torsdag d. 31. oktober, hvor akuthuset på Slagelse Sygehus skulle præsenteres for omverdenen. Steen Bach Nielsen, formand for Regionsrådet i Region Sjælland, og sygehusdirektør Vinni Breuning havde fornøjelsen af at byde alle fremmødte velkommen og stå for den officielle indvielse af det nye akuthus på Slagelse Sygehus.

 

Steen Bach Nielsen havde æren at klippe den velkendte røde snor over. Her assisteret af sygehusdirektør Vinni Breuning.

Region Sjælland havde også givet borgene mulighed for at opleve det nye akuthus, da alle var inviteret om lørdagen til en uformel fremvisning af den nye akutafdeling, det nye intensiv-afsnit og det nye hjerteafsnit. Der var ligeledes repræsentanter fra hver af de tre afdelinger til at fremvise og fortælle borgene om de nye lokaler.

Moderne akuthus er landets første færdige kvalitetsfondsbyggeri

Det første spadestik til en ny akutafdeling på Slagelse Sygehus blev taget den 26. august 2011. Med støtte fra Regeringens Kvalitetsfond har det været muligt at opruste Slagelse Sygehus som akutsygehus. Byggeriet har kostet 315 millioner og er landets første, der er støttet af Kvalitetsfonden, som nu står færdigt. Akuthuset skal sikre en hurtig, professionel modtagelse, diagnostik og behandling af alle akutte patienter.