Gå til indhold

162 nye og moderne enestuer på Nykøbing F. Sygehus

Nykøbing F. Sygehus tager nu hul på en stor del af den samlede pakke med modernisering og fornyelse af sygehuset. Regionsrådet godkendte i dag dispositionsforslaget for 162 enestuer.

​Når vi er i mål, ligger alle patienter på en ny og moderne sengestue, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Den væsentligste del af moderniseringen af sygehuset går nu ind i den næste fase. Det gælder bygningen, der med sine seks plan skal indeholde de 162 enestuer. Region Sjælland går nu i gang med at gøre klar til at sende projektet i udbud. Det sker, efter Regionsrådet mandag godkendte dispositionsforslaget.

- Det her er en helt afgørende del af fremtidens Nykøbing F. Sygehus som et moderne akutsygehus. Når vi er i mål, får alle de indlagte patienter nye og moderne enestuer i fantastiske omgivelser, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Moderniseringen forventes at stå færdigt i 2028. Dispositionsforslaget er udarbejdet i samarbejde afdelingsledelser og andet personale. Det danner grundlaget for udvælgelse af den totalentreprenør, der skal udføre nybyggeriet af enestuer.

Bedre forhold for patienter og personale

Nykøbing F. Sygehus er efter planen bygget færdigt i 2028. Sygehuset er oprindeligt bygget i 1950erne. Der er i flere omgange bygget om og til, men store dele af sygehuset er ikke længere tidssvarende. Det ændrer den næste del af byggeriet markant på.

- Når vi får bygget det her, så er vi meget langt med at få et moderne akutsygehus. Vi håber, at patienterne bliver glade for de nye omgivelser, og at byggeriet samtidig bidrager til at gøre sygehuset endnu mere attraktivt for nye medarbejdere. Derfor har vi også involveret medarbejderne i processen, så vi får skabt de helt rette rammer for både patienterne og arbejdsmiljøet, siger Ricco Norman Dyhr, sygehusdirektør på Nykøbing F. Sygehus.

Første etape af moderniseringen af Nykøbing F. Sygehus blev taget i brug i 2018, hvor en ny sengefløj med 85 sengestuer med eget bad og toilet blev taget i brug. Som led i Budgetaftale 2019, blev der afsat 672 millioner kroner til moderniseringen. Nu har Regionsrådet godkendt dispositionsforslaget, og næste skridt er at sende opgaven i EU-udbud, som forventes gennemført i starten af 2021.

Link til dagsordenspunkt:

Nykøbing F. Sygehus Fase 2 - Dispositionsforslag - Nybyggeri med en-sengestuer​​​​