Gå til indhold

Ny milepæl i Gødstrup: Skurbyen tages ned

Endnu en milepæl er nået på Byggepladsen i Gødstrup. Skurbyen, som var de første bygninger, der blev rejst på byggepladsen, er nemlig ved at ved at blive taget ned igen.


Blok for blok blev de store kontor-elementer forsigtigt pillet fra hinanden og hejst over på lastbiler. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation

Det var som et gigantisk legohus, der langsomt blev pillet fra hinanden, da arbejdet med skille skurbyen ad for alvor tog fart i denne uge.

Mandag morgen kom en kæmpe mobilkran til byggepladsen for at flytte de 42 containerstore elementer over på lastbiler, så de kan blive fragtet tilbage til firmaet Jytas A/S i Galten, hvorfra de er lejet.

Med fire lastbiler i pendulfart, er det muligt at nedtage 12 containere om dagen, og dermed vil det sidste modul være kørt væk i løbet af torsdagen.

Plads til parkering

Afleveringen af skurbyen er en milepæl for byggeriet, fordi det er et synligt tegn på at byggeriet nærmer sig sin ende. Byggelederne og håndværkerne, der før havde kontorer og kantine i den 2400 m2 skurby, er for længst rykket indenfor på selve hospitalet.

Når skurbyen er væk og oprysningsarbejdet færdigt, giver det mulighed for at få færdiggjort de udendørs arealer sygehuset med eksempelvis 2500 parkeringspladser, hvoraf en del skal etableres der, hvor skurbyen har stået.

Tilkørselsforholdene omkring hospitalet skal også færdiggøres, og der skal anlægges en sti fra Gødstrup Station til hospitalets hovedindgang.

Alt skal nemlig være helt klart, så hospitalet kan modtage patienter, så snart flytningen fra de nuværende hospitaler i Holstebro og Herning er overstået.