Åbent Hospital 2020 er aflyst

På grund af COVID-19-epidemien aflyser regionerne efterårets Åbent Hospital 2020. Sidste år besøgte over 21.000 danskere hospitalsbyggerier i de fem regioner, der for tredje år i træk inviterede til åbent hus.

Det historiske byggeri af to millioner kvadratmeter nye hospitaler med bedre behandling og rammer for patienterne er i fuld gang.

Men i 2020 får danskerne i Region Hovedstaden, Regioner Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland ikke mulighed for at komme ind på byggepladserne til åbent hus på hospitalerne den første søndag i september. COVID-19-epidemien og dens vidtrækkende følger får regionerne til at aflyse årets store landsdækkende begivenhed Åbent Hospital.

BESØGSREKORD I 2019

Sidste år var besøgsrekord, da over 21.000 danskere lod søndagsturen gå forbi 15 hospitaler og to sundhedshuse.

Danske Regioners formand, Stephanie Lose, siger:
- Vi ville gerne invitere danskerne indenfor og vise, hvordan vi bygger fremtidens hospitaler til patienterne, men det har COVID-19-epidemien sat en stopper for. Vi håber at komme stærkt igen i 2021, måske på helt nye måder.

STORE KRANER OG STORE TANKER

Der ligger store tanker bag de store kraners arbejde med mål om mere sammenhængende patientforløb, effektivitet og højere kvalitet. Samlet er der 40 byggeprojekter, hvor pårørende og medarbejdere er med i byggeprocessen.


- Læs mere om de nye hospitalsbyggerier. 


Åbent Hospital på Regionshospitalet Gødstrup 2019 i Region Midtjylland. Fotograf: Søren Braad Andersen.