Gå til indhold

Der er grønt på toppen

​Planter på taget isolerer og holder på regnvandet. Hospitalsbyggeriet ved Hvidovre Hospital har fået stenurter på taget. Se de grønne tage.

 

   

​​Set fra oven er byggepladsen ved Hvidovre Hospital blevet mere grøn. Meget af det sorte tagpap er nemlig blevet dækket af såkaldte grønne tage. Grønne tage er tagoverflader, der er blevet beplantet med stenurter.

Det er tagene over nybyggeriets stueplan, der er blevet beplantet med stenurter. Og takket være bygningens konstruktion, er det ikke kun fuglene, som får en pænere udsigt, men både patienter, pårørende og personale, når de opholder sig på etagerne over stueplan. Herfra vil de nemlig kunne se de grønne tage gennem de store vinduer som findes i både patientstuer, personalerum og fællesarealer.

Værn i kampen mod skybrud og brand

Grønne tage har flere gode egenskaber. En af de grundlæggende fordele ved at bruge stenurter som tagbeklædning er, at det er en tykbladet og tørketålende plante, som kan suge og gemme meget vand i sine blade.

Et fladt tag med stenurter kan optage helt op til 80% af det regnvand, som falder på taget. Dermed ryger det ikke ned i tagrenden og videre ned i kloakkerne, hvilket mindsker risikoen for oversvømmelse af ejendomme og kælderetager ved fx skybrud.

Tagenes sugeevne har også andre fordele. F.eks. er et vådt tag lig med en høj brandmodstand.

Bæredygtig isolering

Derudover er stenurterne også effektive til at regulere temperaturen. I vinterhalvåret fungerer de som isolering, der holder på varmen i bygningen, og om sommeren reflekterer de solens stråler, så taget ikke opvarmes.

De grønne tage beskytter også selve tagkonstruktionen mod vind og vejr og kræver ingen særlig vedligeholdelse, da planterne passer sig selv.

Grønne tage er også mere miljøvenlige at fremstille sammenlignet med mange andre tagmaterialer. Et grønt tag kræver stort set ingen energi at producere, og er dermed tæt på CO2-neutralt.

 

Tagene på udvidelsen af Hvidovre Hospital vil blive beklædt med planter, som beskytter tagkonstruktionen og suger vandet til sig, så belastningen af kloaksystemet reduceres.

 

Her ses stenurterne helt tæt på.

Hvidovre Hospital har allerede en af landets største taghaver. Med udvidelsen af Nyt Hospital Hvidovre udvides de grønne tage (som på billedet ovenfor fremstår brunlige).