Tilmeldingsfristen til dette års netværksdage om sygehusbyggeri nærmer sig

Så er der ikke længe til, at dette års netværksdage om sygehusbyggeri løber af stablen. Arrangementet finder sted den 17. - 18. september 2019 i Nyborg og er igen i år spækket med en række interessante sessioner. Tilmeldingen lukker den 27. august, så det er derfor med at få dig tilmeldt nu!

Når dørene til dette års netværksdage om sygehusbyggeri åbnes, bliver der for niende år i træk mulighed for, at regionale medarbejdere og ledere kan mødes på kryds og tværs af regionerne, for at dele viden og udveksle erfaringer. Sessionerne i år tager udgangspunkt i, hvad der netop nu rør sig hos byggerierne. Der er derfor særligt fokus på flytteprocesser, nye arbejdsgange og idriftsætning af de nye byggerier, samt sessioner om den nyeste udvikling inden for byggerierne.

I år vil det være formand for Danske Regioner Stephanie Lose, som byder velkommen til netværksdagene, der også byder på et plenumoplæg omkring erfaringer med offentligt-privat samarbejde. Oplægget tager udgangspunkt i VIVEs undersøgelse af Region Syddanmarks to psykiatriske byggerier; Psykiatrisk afdeling i Aabenraa som traditionelt offentligt udbud og byggeriet af Psykiatrisygehuset i Vejle, som er blevet udbudt og gennemført som et offentligt-privat samarbejde. Oplægget afholdes af Projektchef Ulf Hjelmar og Professor Jakob Kjellberg der, baseret på erfaringerne, giver et bud på, hvorvidt det kan være en fordel, at lade private parter opføre og drive offentlige sygehuse.

Årets program giver således rig mulighed for at drage nytte af andres erfaringer, så alle kan blive inspireret og tage derfra med nye input.

Da der er begrænsede pladser, og en tilmeldingsfrist der nærmer sig, er det nu, der skal bestilles plads til at være med til årets netværksdage.

Se hele programmet, læs de mange sessionsbeskrivelser og tilmeld dig her

 

Billedet er fra Netværksdagene om sygehusbyggeri på Hotel Nyborg Strand 11-12 september 2018.