Gå til indhold

Bag facaden: Finn Bloch

Vi har endnu en gang interviewet en af hovedpersonerne bag sygehusbyggerierne. Denne gang har vi snakket med Finn Bloch, der som projektdirektør på Nyt Hospital Hvidovre har haft fokus på blandt andet grøn omstilling og kunst i det nye hospitalsbyggeri.

Kender branchen fra flere sider

Finn har været med til renovering og nybygningen af Hvidovre Hospital siden 2011. Inden dette sad han på den anden side af bordet som leder/rådgiver i Rambøll, og før det som bygherre på universitetsområdet mv. Selvom rådgiverne ikke fylder lige så meget som entreprenørerne i budgettet, går en meget stor del af hverdagen som projektdirektør med at samarbejde med rådgiverne. Finn mener derfor, at det er helt essentielt at kunne sætte sig ind i, hvordan rådgiverne tænker og hvilke udfordringer rådgiverne står overfor undervejs i processen.

”Det er nøglen til at lykkes med sådan et projekt. Hvis ikke man er på samme side i bogen som ens rådgiver med hensyn til økonomi, holdning til byggerier og ambitionsniveau, så har man en alvorlig udfordring.”

Ud over sin erfaring fra rådgiverbranchen kan Finn også trække på en næsten glemt uddannelse som tømrer. Det giver ham en praktisk tilgang til tingene, at han har stået ude på byggepladserne selv, selvom det er mange år siden. Denne tilgang har han aldrig helt sluppet, selvom der senere er kommet mere teoretiske tilføjelser til cv’et med både en merkonomeksamen, en uddannelse som konstruktionsingeniør og en MBA.

Det rent praktiske tømrerarbejde bliver nu mest brugt til vedligeholdelse af lejligheden derhjemme og sommerhuset nordpå, men tilgangen med at lægge planer og kunne opsætte scenarier for fremtiden er noget, som han også har med i sit nuværende arbejde. Som tømrer skal man kunne tænke i løsninger og opsætte scenarier, for helt praktisk at kunne beregne hvor mange brædder man skal bruge, hvilket værktøj og metoder man skal finde frem, og hvor lang tid det tager at bygge et givent projekt. Man finder dog hurtigt ud af, at planerne ikke altid holder i praksis, og det er derfor nødvendigt at have en plan B, C eller måske endda D i baghånden. Disse helt grundlæggende ting er essentielle, også når det bliver meget større og mere komplekst end bare brædderne. Således går det meste af Finns dag nu med at udtænke planer for, hvad man gør, hvis plan A ikke overholdes, hvis økonomien ikke passer, hvis projektet ikke følger politikernes holdning, eller entreprenørerne har indsigelser. Han har en mere handlingsorienteret og praktisk tilgang til byggeprocessen, som andre ingeniører ikke nødvendigvis har.

Grønt fokus på Hvidovre Hospital

Hvidovre Hospital har i gennem de seneste par år lavet flere tiltag, der skal være med til at give hospitalet en grønnere profil. Det hele startede med en dårlig samvittighed over, at man brugte 60 mio. kr. om året på el, uden at man kunne gøre det helt store ved det. Ud fra devisen om at en stor forbruger også har et stort ansvar, gik man derfor i gang med en række mindre tiltag omkring madspild og affaldsreduktion, og besluttede at samle det hele til en stor overordnet grøn strategi. Dette er mundet ud i Hvidovres 5-10-15-plan, hvor man inden for 5 år vil dække 10 % af sit energiforbrug med grøn energi og reducere energiforbruget med 15 %.

Ud over de lidt mere spektakulære tiltag, som opsætning af solceller og planer om at få opsat en prøve-vindmølle, har Hvidovre Hospital indgået et ESCO-samarbejde med Siemens om forbedringer, der skal give en besparelse på energiforbruget, så den grønne plan overholdes. Det er ikke første gang, at Finn er involveret i et ESCO-projekt, da han også var involveret i et tilbage i 2008 i Greve Kommune. Projektet var så stor en succes, at han har startet endnu et på Hvidovre Hospital.

 

Kunsten som bindeled

Selvom Finn har været med til mange forskellige typer af byggerier i løbet af sin karriere, er et hospitals-byggeri noget helt særligt.

”Et hospitalsbyggeri er virkelig, virkelig komplekst på mange måder. Et hospital består måske af 15-20 mere eller mindre autonome afdelinger, som har hver deres mål, økonomi, måder og kulturer, så at få alt det bygget ind et samlet, fungerende hospital, det er godt nok en kompleks opgave, men også en super spændende opgave og måske den mest spændende opgave jeg har været med til.”

En måde man forsøger at skabe sammenhæng på Hvidovre Hospital er også igennem kunsten. Finn er selv meget begejstret for kunst og bruger ofte weekenderne på at slæbe familien med på kunstmuseum. Efter hans mening er kunst både noget, der beriger og er med til at stille spørgsmål. Samtidig har man på Hvidovre Hospital valgt, at kunsten også skal have en praktisk funktion, der er med til at guide patienter og pårørende rundt på hospitalet og binde det gamle og nye byggeri sammen. Kunsten er med til at skabe en identitet, der gør, at man glemmer, at man går fra nyt til gammelt. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at bestemte farver går igen i både møbler, gulv og vægge på de forskellige afdelinger og i den kunst, der hænger på afdelingerne.

Ud over at hive familien med på kunstmuseer bruger Finn en stor del af sin fritid på løb og har løbet flere halv- og helmaratoner gennem tiden.

”Lige bortset fra fødsler og død så kan alt kureres med løb. Når jeg løber, så slapper jeg af på en helt anden måde, man får nærmest tømt hovedet. Så hvis man er lidt stresset og synes, at det har gået lidt stærkt en dag, så skal man bare løbe en tur, så er man from som et lam, når man kommer hjem.”

Vedholdenheden fra løberiet spiller også ind i hans arbejde. Begge steder vil man opleve, at det nogle gange går nemmere end andre, men under alle omstændigheder skal man i mål, så tankesættet og fokuseringen og vedholdenheden er i høj grad det samme de to steder.

Finn er også involveret i forskellige former for frivilligt arbejde. Familien har fadderbørn i Paraguay, hvor en del af hans familie laver velgørende arbejde. Samtidig er han fast inventar på Roskilde Festival, hvor han hvert år er med til at sørge for sikkerheden på Orange Scene. Hvad der startede som en mulighed for at holde øje med sine niecer og datter på festivallen, er nu blevet en fast tradition, hvor sammenholdet med både de tilbagevendende og nye kollegaer får ham til at komme tilbage hvert år, og hvor den koncentrerede indsats hver sommer også har et velgørende formål.

 

Finn Bloch helt privat

Finn er oprindeligt fra Rødovre, men har de sidste 25 år boet på Frederiksberg, sammen med kone og datter. Udover boligen på Frederiksberg har de også et sommerhus i Vejby hvor en del af sommeren tilbringes.