Gå til indhold

GS1 standarder på dagsordenen

Den årlige internationale konference om GS1 standarder blev afholdt i København den 21. – 23. oktober, med fokus på implementering af globale standarder, sporing af varer fra leverandøren til patienten og hvilke forudsætninger og fordele, der gør sig gældende for at indføre GS1 standarder

Konferencen henvendte sig til såvel beslutningstagere, som private aktører, medico-industrien og leverandører til sundhedsvæsenet, der arbejder med globale standarder og mærkning af varer. Plenumoplæggene dækkede de emner som de globale standarder indvirker på og om implementering af globale standarder på alle niveauer af supply chain. Eksempelvis hvordan patientsikkerhed øges ved brug af én fælles international standard og stregkoder, hvordan man reducerer medicinfejl ved at stregkodemærke medicinen ned på enkeltpakke niveau, den europæiske lovgivning på området, samt mulighederne ved sporing af varer.

Set i lyset af, at regionerne i det politiske oplæg Sund Vækst har forpligtet sig til at indføre GS1 standarder, var direktør for Regional Udvikling ved Danske Regioner, Gitte Bengtsson, inviteret til at holde tale. Budskabet i Gitte Bengtssons tale var, at regionerne er påbegyndt arbejdet med at implementere GS1 standarder, da vi har en forventning om, at valget af én fælles standard vil føre til mere patientsikkerhed og understøtte kvaliteten i vores sundhedsvæsen.

 

Gitte Bengtsson fortæller om implementeringen af GS1 standarder i Danmark (foto: GS1).

 

Desuden talte den danske sundhedsminister Nick Hækkerup ved konferencen og understregede, at vi i Danmark har vedtaget at indføre GS1 standarder på et nationalt niveau. Derudover var der deltagere fra hele verden, fra andre landes ministerier og parlamenter, fra Europa Kommissionen og fra organisationer såsom Johnson & Johnson, Simens, American Food and Drug Administration (FDA) og National Services Operation and management Australia (NEHTA). Fra Danmark deltog blandt andet repræsentanter fra fire ud af fem regioner, Danske Regioner, Amgros og Novo Nordisk.

Flemming Sonne fra Amgros præsenterede indførelsen af GS1 stregkodestandard på sygehus lægemidler siden 2011 med henblik på Patientsikkerhed. Kravet gælder også primær emballage niveau af hensyn til point of care og fuld sporbarhed, som Sundheds-IT plaformen på danske Hospitaler gennem elektroniske ordinationssystemer, lægemiddeljournaler og apotekssystemer understøtter. Sigtet er opfyldelse af: ”The Five Rights”.

Læs Gitte Bengtssons tale her.
Læs mere om GS1 her.
Se programmet for Global GS1 Healthcare Conference her.