Fokus i regionerne på genanvendelse af bygge- og anlægsaffald i kvalitetsfondsbyggerierne
Region Hovedstaden har netop afholdt seminaret ’Der er penge i skidtet’. En helhedsorienteret tilgang til bygge- og anlægsaffald samt overskudsjord fra byggeprojekterne skal nemlig bidrage til besparelser og samtidig gøre en forskel på miljøet
Region Hovedstaden havde fredag den 8. november inviteret bygherrer og rådgivere på hospitalsbyggerierne til et halvdagsseminar om bæredygtighed. Øverst på dagsordenen var genanvendelse af bygge- og anlægsaffald samt overskudsjord.
Med udgangspunkt i rapporten ’Nyttiggørelse af bygge- & anlægsaffald og overskudsjord fra kvalitetsfondsbyggerierne’, udarbejdet af Lauritzen Advising oktober 2013, bidrog seminaret til konkret inspiration til, hvordan det er muligt at opnå økonomiske såvel som miljømæssige gevinster.