Nye løsninger skal frigøre ressourcer på sygehusene
100 mio. kr. skal udvikle nye løsninger inden for bl.a. hygiejne, logistik og selvhjulpenhed i forbindelse med de nye sygehusbyggerier
Via sygehuspartnerskabet har regionerne og Fornyelsesfonden afsat 100 millioner kroner til at udvikle innovative løsninger i forbindelse med de nye sygehusbyggerier. Nu kommer første pejling på, hvad der er fremtidens løsninger.
- Alle innovative løsninger er velkomne. Men vi vil gerne være med til at udvikle løsninger på de områder, hvor vi kan se, at vi fremtiden står med en række konkrete udfordringer. Vi skal blive bedre til at sikre, at vores patienter ikke får infektioner, mens de er indlagt. Det kan spare samfundet for masser af sygedage og unødge omkostninger. Vi ved, at bedre logistik vil kunne frigøre mange varme hænder til den direkte patientkontakt. Og vi ved med sikkerhed, at fremtidens patienter i vidt omfang vil være placeret udenfor sygehusenes mure. Det kræver nye løsninger og det vil vi gerne bidrage til at sikre, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner.
Sygehuspartnerskabet giver danske virksomheder adgang til at udvikle og modne teknologier, der matcher konkrete behov i forbindelse med regionernes nye sygehusbyggerier. Temaerne i første ansøgningsrunde omfatter:
Hospitalsinfektioner/hygiejne: Infektioner erhvervet under indlæggelse er en væsentlig og stigende problemstilling på danske hospitaler. Det anslås, at hospitalsinfektioner samlet set forårsager over en mio. sygedage og koster samfundet op mod 4 mia. årligt. Der efterspørges derfor nye innovative løsninger, der kan bidrage til at nedbringe antallet af hospitalserhvervede infektioner.
Logistik og sporbarhed: Sygehusene håndterer dagligt store mængder af varer, udstyr, materiel og andre forsyninger der er nødvendige for driften. Manglende eller utilstrækkelig sporbarhed af apparatur, udstyr, hjælpemidler, patienter og personale udgør samtidig stor udfordring. Et optimalt vare- og informationsflow i relation hertil rummer store potentialer i forhold til at frigøre hænder, mindske spild og optimere pladsudnyttelsen. I driften af fremtidens sygehuse vil der være stor fokus på logistik og sporbarhed. Der er derfor en konkret efterspørgsel på teknologier, koncepter og services, der understøtter en omkostningseffektiv logistikstyring og/eller forbedrer sporbarheden på sygehusene.
Udlæggelse og selvhjulpenhed: Sundhedsvæsenet skal i fremtiden håndtere et stigende antal patienter, heraf mange med enten livstilssygdomme og langvarige og kroniske lidelser. Presset på ressourcerne på sundhedsområdet betyder samtidig, at der de kommende år vil ske en stigende delegering af opgaver fra traditionelle hospitalsmiljøer til andre lignende behandlingsmiljøer, herunder patienternes eget hjem – såkaldt ’udlæggelse’ af patienter. Dernæst vil der i stigende grad blive stillet krav til selvhjulpenhed, også på selve hospitalet. Det stiller krav til nye organisationsformer understøttet af nye redskaber til monitorering af patienter både på og udenfor hospitalerne. Der er derfor en konkret efterspørgsel fra danske hospitaler efter produkter og services, der kan øge mulighederne for behandling, pleje og genoptræning i eget hjem samt understøtter selvhjulpenhed på såvel som udenfor hospitalet.
Læs mere på: