Gå til indhold

Ny retspsykiatri på Sct. Hans nomineret til prestigefuld pris

​Det nye byggeri 'Udsigten' til retspsykiatrien på Psykiatrisk Center Sct. Hans er nomineret til prisen som Årets Sundhedsbyggeri. Jury fremhæver særligt, at byggeriet viser stor forståelse for brugerne af byggeriet og skaber kontakt til naturen.​​

​​​De nye rammer til retspsykiatrien på Psykiatrisk Center Sct. Hans, kaldet 'Udsigten', er nomineret til prisen som Årets Sundhedsbyggeri.

For femte år i træk bliver en håndfuld byggerier i sundhedssektoren udvalgt som 'fyrtårne for fremtidens velfærdssamfund' og kan vinde prisen som Årets Sundhedsbyggeri.

Og vinderen kan i år meget vel findes i Region Hovedstaden, hvor hele tre byggerier er nomineret.

I år lægger juryen særlig vægt på cirkulært byggeri, omsorgsfulde rammer, godt arbejdsmiljø, åbenhed, og helende omgivelser.​

Udsigten fra patientstuen med eget bad og toilet. Foto: Adam Mørk

Sidste år var det landets første børne- og ungehospice Strandbakkehuset i Rønde, der løb med prisen, som netvirksomheden Nohrcron står bag.

Udover 'Udsigten' er også Kvinde-Barn-Center og Akutmodtagelse på Herlev Hospital, Steno Diabetes Center Copenhagen og Hornbækhave Plejecenter og DNV-Gødstrup nomineret til prisen.

Centerchef glad for anerkendelsen

De første patienter flyttede ind i 'Udsigten' i december 2021 og rummer i alt 126 sengepladser i den specialiserede retspsykiatri.

Centerchef på Psykiatrisk Center Sct. Hans Bo Andersen er glad for anerkendelsen af byggeriet, som der er lagt mange kræfter og tanker i at udforme, så det passer til nutidens krav og de tværfaglige behandlingsforløb i retspsykiatrien, hvor patienterne i gennemsnit er indlagt i fire år. 

Derfor er det ekstra vigtigt, at rammerne føles hjemlige og imødekommende, samtidig med, at de tager højde for sikkerheden.

- Vi er meget glade og stolte over nomineringen, og det har været en fantastisk spændende proces at være en del af: Fra streger på et ​​stykke papir, til at se byggeriet skyde op af jorden og til nu, hvor patienterne er flyttet ind, siger Bo Andersen.​​

Multisalen i 'Udsigten' - det nye byggeri til den specialiserede retspykiatri i Region Hovedstaden. Foto: Adam Mørk

Det siger fagjuryen om Udsigten:

"Et meget imødekommende projekt udført med stor indlevelse i de særlige patienters behov. Med få virkemidler er der opnået en god harmoni - et byggeri i balance med omgivelserne"

"Viser stor forståelse for brugerne af byggeriet. Positivt med den tætte kontakt til naturen overalt i byggeriet. Fin udnyttelse af dagslyset. Godt materialevalg. Sikkert og overskueligt fælles gårdrum"

"Projektet har formået at løse udfordringerne med at skabe rummelige uderum, der samtidig opfylder de nødvendige krav om sikker afskærmning. Et smukt byggeri, som har taget funktionskravene alvorligt, men også anvendt dem til at skabe nye muligheder"​​