14.000 danskere tog til Åbent Hospital 2023
14.000 danskere brugte søndagen på at opleve sundhedsvæsenet helt tæt på fra hospitalerne til de store byggerier. Det var Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland som for femte gang inviterede til Åbent Hospital.
Søndag d. 3. september afholdt regionerne Åbnet Hospital. 14.185 danskere valgte at bruge søndagen på at se sundhedsvæsenet indefra. I år kunne danskerne komme indenfor 20 steder rundt i landet, det højeste antal medvirkende steder siden første Åbent Hospital i 2017.
Åbent Hospital 2023 blev en festlig dag i demokratiets navn, konkluderer formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.
- I min bog er dialog og åbenhed er en forudsætning for at drive sundhedsvæsenet på en god måde, og her er Åbent Hospital et fint eksempel i et demokrati som det danske. Det kræver stor planlægning at åbne dørene på hospitalerne. Medarbejderne har været kreative og lagt sig i selen for at skabe gode aktiviteter, der på stedet viser, hvad regionerne kan og vil. Mange tak til medarbejderne og tak til alle gæster for søndagsbesøget i sundhedsvæsenet.
Landet rundt var der oplevelser for alle aldre, vi nævner i flæng:
- På Nyt Aalborg Universitetshospital i Region Nordjylland kunne gæster få en guidet rundvisning på Nordjyllands største byggeri.
- På Projekt Universitetshospital Køge i Region Sjælland kunne nysgerrige besøge en senge- og behandlingsbygning på syv etager og opleve stråleterapien.
- På Region Hovedstadens Akutberedskab i Region Hovedstaden var der masser af blå blik, ambulancereddere og gæsterne fik indblik i, hvad der sker, når man ringer 1-1-2.
- På Sygehuset i Aabenraa i Region Syddanmark kunne børn få undersøgt deres bamser på bamsesygehuset og der var live børnemusik.
- På Regionshospitalet Gødstrup i Region Midtjylland kunne nysgerrige opleve Servicebyen, se sengeautomaten, sengevaskeren og de fuldautomatiske robottrucks, der kører mad og varer ud til patienterne.