Gå til indhold

Ny oversigt over videndelingsinitiativer vedr. sygehusbyggeri 2020: Regionerne prioriterer fortsat tværregionalt vidensdeling- og samarbejde højt

Den nye oversigt over den tværregionale vidensdeling: ”Godt sygehusbyggeri – koordination og innovation 2020 – Resultater og kommende fælles projekter” viser, at regionerne fortsat deler viden og samarbejder om udførelsen af fælles konkrete projekter under overskriften sygehusbyggeri.

I videndelingsoversigten for 2020 gives der et overblik over de afsluttede, nuværende og fremadrettede regionale og fællesregionale initiativer inden for sygehusbyggeri. Oversigten vidner om, at koordination og innovation, og det tværregionale arbejde i øvrigt, løbende udvikler sig i takt med fremdriften i byggeprocesserne.

2020 har været præget af Covid-19 krisen, hvilket naturligvis har påvirket initiativerne i regi af projekt Godt Sygehusbyggeri og på forskellig vis også de enkelte byggerier. I forhold til videndelingsprojektet, har det eksempelvis ikke i år været muligt at gennemføre hverken netværksdagene vedr. sygehusbyggeri eller Åbent Hospital.

Alligevel har der i 2020 været fokus på henholdsvis iværksættelse af nye relevante initiativer, henset til byggeriernes fremdrift, samt videreudvikling og eksekvering af tiltag, der tidligere er iværksat. Flere af kvalitetsfondsbyggerierne er afsluttet og en del af byggerierne er allerede ibrugtaget. Derfor er der i løbet af 2020 arbejdet på at få indsamlet viden fra de byggerier, der er færdige eller tæt på afslutning, så man sikrer erfaringsopsamling fra disse projekter. Der har også været fokus på flytteprocesserne.

Læs mere