Hvorfor deler regionerne ikke viden og erfaringer om sygehusbyggeri?
Regionerne deler løbende viden og erfaringer om sygehusbyggeri på flere forskellige måder og niveauer:

Via formelle og uformelle fora samt netværk, hvor chefer og medarbejdere fra byggeorganisationerne og på tværs af projekter og regioner udveksler erfaringer og deler viden om relevante elementer i sygehusbyggeri.
Via videndelingsprojektet; Godt sygehusbyggeri – koordination og innovation, hvor regionerne har fælles fokus på en række centrale temaer, herunder eksempelvis byggestyring, fælles indkøb til byggerierne, logistik og sporbarhed, effektivisering og nye arbejdsgange, anvendelse af ny teknologi m.v.
Et typisk eksempel på den løbende og mere uformelle videndeling i øvrigt er, at et kvalitetsfondsbyggeri matcher sig med et andet kvalitetsfondsbyggeri, der f.eks. har ligheder i forhold til type af byggerier og/eller er i nogenlunde samme byggefase. Disse matchs fører til en løbende faglig sparring mellem byggeprojektets medarbejdere, fælles studieture og andre faglige tiltag.
Derudover søger byggeprojekterne ofte konkrete sparring og læring fra byggerier, som er længere fremme i byggefasen end det selv er. På den måde giver de byggerier der er længst fremme, nyttige erfaringer videre til de øvrige byggerier, så der løbende sker en læring på tværs af byggerierne.

Hvorfra henter regionerne deres viden og inspiration om moderne, fremtidssikrede sygehusbyggerier?

En række lande har investeret massivt i sygehusbyggerier gennem de sidste 10 år. Regionerne søger derfor løbende inspiration og opsamler erfaringer fra sygehusbyggeri i udlandet, og den viden bruger regionerne aktivt i deres sygehusbyggerier. De danske sygehusbyggerier starter ikke fra ”scratch”, men bygger videre på de erfaringer og den viden, der er skabt i nyt, udenlandsk sygehusbyggeri.

Hvorfor bygger regionerne ikke et sygehus ad gangen?

Der er en vis tidsmæssig forskydning mellem byggerierne. Samtidigheden i sygehusbyggerierne er en styrke, fordi det medfører en række positive synergieffekter i form af løbende vidensdeling samt optimal ressourceudnyttelse, bl.a. via fælles indkøb og udbud.
Hvis regionerne skulle bygge et sygehus ad gangen, ville det betyde, at byggerierne ville strække sig over en periode på ca. 75 år, hvis det alene handlede om de store byggeprojekter.
Forskudt sygehusbyggeri ville medføre, at borgerne i de forskellige regioner var ulige stillet, fordi kvaliteten i det samlede sygehusvæsen ville være varierende.
Forskudt sygehusbyggeri ville betyde, at den enkelte region ikke kan realisere forbedringen af akutstrukturen og samle de specialiserede funktioner. Regionerne ville blive forhindret i at høste de afledte kvalitets- og effektivitetsforbedringer af den nye sygehusstruktur.

Hvorfor bygger regionerne ikke standardiserede sygehuse opbygget efter en national model?

Det er ikke hensigtsmæssigt at bygge standardiserede sygehuse på tværs af de fem regioner. Der er stor variation i regionernes forudsætninger for at bygge. Nogle af byggeprojekterne er ombygninger/tilbygning, som skal integreres i den eksisterende bygningsmasse, mens andre er nybyggerier på en bar mark. Variationerne kræver lokalt tilpassede løsninger, der ikke kan imødekommes via standardiseret modulbyggeri.
Der er en lang dansk tradition for medarbejderinvolvering, når det gælder faktorer af betydning for medarbejdernes arbejdsplads, ligesom der er bestemmelser i forskellige lovgivninger og aftaler om medindflydelse og medbestemmelse, som understøtter medarbejderinvolvering. I sygehusbyggeri er det afgørende for realisering af effektiviseringsgevinsten, at medarbejderne tager medejerskab for forandringerne. Standardiseret modulbyggeri kan ikke nødvendigvis imødekomme medarbejdernes behov og input, og det vanskeliggør medarbejderinvolvering.
Regionerne planlægger at bruge præfabrikerede og standardiserede elementer i sygehusbyggerierne, f.eks. præfabrikerede badeværelser og laboratorier.

Hvorfor bygger regionerne ikke fleksible sygehuse, som man gør i Holland?

Regionerne har fleksibilitet allerøverst på dagsordenen, når det gælder om at bygge moderne og fremtidssikrede sygehuse.
De principper, som regionerne bruger i deres byggeplanlægning er stort set de samme, som de byggeprincipper man bruger i Holland.
Regionerne planlægger at bygge med høj generalitet, som gør det muligt at ændre på rummenes størrelser og funktionalitet hurtigt og nemt, så man f.eks. kan konvertere sengeafsnit til ambulatorier.

Hvorfor indgår regionerne ikke et partnerskab med private virksomheder om elementer i nyt sygehusbyggeri?

Regionerne samarbejder i høj grad med det private erhvervsliv om sygehusbyggeri. Her skal der dog skelnes mellem de såkaldte kvalitetsfondsbyggerier, der har fået tilskud fra kvalitetsfonden/staten (og som rummer begrænsninger i forhold hertil) og regionernes egenfinansierede byggerier.

I forhold til kvalitetsfondsbyggerierne er der visse barrierer for OPP:

I forhold til Kvalitetsfondsbyggerierne skal eventuelle OPP-projekter holdes inden for de udmeldte totalrammer for de enkelte sygehusprojekter.
Den manglende mulighed for at holde OPP-projekterne uden for totalrammen samt deponeringsforpligtigelsen virker begrænsende for indgåelse af OPP-samarbejde i relation til nyt sygehusbyggeri.

I forhold til øvrigt byggeri:

Samarbejde med det private erhvervsliv i form af OPP-projekter, f.eks. om drift af særlige funktioner i tilknytning til sygehusene (parkeringshuse, sterilcentraler, patienthoteller, køkkener og vaskerier) rummer nogle gunstige muligheder for regionerne.
Generelt er regionerne er forpligtede til at deponere i forbindelse med OPP-projekter. Deponeringsforpligtigelsen betyder, at den offentlige part skal deponere den private parts investeringssum i en periode på 25 år og beløbene bliver først frigivet efter 10 år med en 1/15 pr. år. I de seneste års Økonomiaftaler har parterne indgået aftale om en deponeringsfritagelsespulje, som regionerne kan ansøge, hvilket har betydet en vækst i antallet af OPP-projekter.

Hvordan har regionerne rustet sig til opgaven med at styre økonomien i sygehusbyggerierne?

Regionerne har ansvaret for at realisere sygehusbyggerierne med de løsninger, som er hensigtsmæssige lokalt og inden for de fastlagte investeringsrammer. Der er derfor et meget stort regionalt fokus på styringen af økonomien i sygehusbyggerierne.
Den økonomiske styring sker efter principperne i KPMG-rapporten, som regionerne fik udarbejdet for at ruste sig til styringen af de store byggeprojekter.
Regionsrådene følger byggerierne tæt, bl.a. ved at følge op på de styringsmanualer, som regionerne har udarbejdet.
Regionerne har fokus på en betryggende organisering og solid risikostyring, så de kan tilpasse projekterne rettidigt og foretage de nødvendige tilpasninger, hvis forudsætningerne i de enkelte projekter ændres.

Hvordan sikrer regionerne, at byggebudgetterne ikke overskrides

I forbindelse med udmøntningen af kvalitetsfondsmidlerne fastlagde ekspertpanelet en række dimensioneringsprincipper for sygehusbyggerierne. Heraf er det væsentligste det såkaldte totalrammeprincip, der betyder at regionerne – selv hvis de havde midlerne – under ingen omstændigheder må overskride eller supplere de udmeldte økonomiske rammer for de enkelte byggerier.
Eventuelle budgetoverskridelser i projekternes delprojekter må derfor håndteres enten ved at anvende reservepuljerne, eller ved iværksættelse af besparelsestiltag i projektet (bortprioritering/nedskalering af ønskede funktioner, billigere materialevalg, m.v).
Selvom der således undervejs i nogle af projekterne er overskridelse af delbudgetter, forsinkelser m.v. vil og skal regionerne overholde totalrammen. Det betyder så til gengæld potentielt, at sygehusprojekterne må tilpasses undervejs såfremt det er nødvendigt.

Hvilke udfordringer er forbundet med de rammer, der er for kvalitetsfondsbyggerierne?

Med udmøntningen af kvalitetsfondsmidlerne fastlagde ekspertpanelet en række dimensioneringsprincipper for sygehusbyggerierne. Dimensioneringsprincipperne afspejler den gældende lovgivning og det gældende prisniveau på det tidspunkt, hvor processen om investeringerne blev fastlagt.
Det betyder, at der over en periode på 10-15 år skal bygges efter en statisk ramme, der afspejler de lovgivningsmæssige og økonomiske forudsætninger, som var gældende i 2008, under restriktioner der f.eks. forhindrer nedjustering af antal kvadratmeter.
Samtlige byggeprojekter er nedjusteret som følge af de kriterier, ekspertpanelet har lagt til grund for byggerierne i forhold til behovsfremskrivning, kapacitetsudnyttelse, arealbehov og økonomi.
Alt i alt betyder det, at regionerne ikke har mulighed for at imødekomme lovændringer, hvilket kan gøre byggerierne dyrere.
Regionen kan imidlertid for det konkrete byggeprojekt fastlægge de løsninger, der er hensigtsmæssige lokalt - under iagttagelse af de generelle principper om f.eks. bedre kapacitetsudnyttelse, så længe det sker inden for den angivne budgetramme.

Fakta og afklaringer i forbindelse med samråd d. 9. december 2014 om sygehusbyggeri

Hvorfor skal fremtidens sygehuse have færre sengepladser, end der er nu?
Regeringens ekspertpanel (nedsat i 2007 til at vurdere de enkelte sygehusbyggeprojekter) har forud for sygehusbyggerierne anbefalet at reducere sengekapaciteten med 20 procent og øge behandlingskapaciteten (den ambulante kapacitet) med 50 procent. De færre sengepladser er et resultat af den naturlige udvikling indenfor sundhedsvæsenet, hvor behandlinger, som før krævede indlæggelse, nu i højere grad kan klares hurtigere og ved dagkirurgi.

Derudover arbejdes der hele tiden på at udvikle sundhedsvæsenet, så patientforløbene optimeres - blandt andet ved, at der hurtigere og mere præcist stilles en diagnose. Det sker ved at etablere fælles akutmodtagelser og ved bedre udnyttelse af teknologi. Hurtigere diagnosticering, skræddersyede pakkeforløb til patienterne, ny teknologi og nye arbejdsgange har allerede medført markant kortere liggetid på sygehusene til gavn for patienterne. Regionerne er dog opmærksomme på at følge udviklingen og foretager løbende såkaldte kapacitetsberegninger, så man hele tiden sikrer, at kapaciteten på sygehusene tilpasses det aktuelle behov.

Hvad hvis der pludselig kommer endnu flere patienter, eksempelvis ældre patienter på grund af influenza eller lignende? Kommer de så til at ligge på gangene?
Overbelægning på sygehusene, herunder særligt på de medicinske afdelinger, er en udfordring, som regionerne er bevidste om og arbejder på at imødekomme, så det så vidt muligt undgås. Eksempelvis via sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner. Aftalerne kan sikre en ordentlig og rettidig udskrivning af ældre patienter, og yderligere tiltag kan sikre en mere fleksibel og effektiv udnyttelse af den samlede sengekapacitet - netop med henblik på at undgå, at patienter skal ligge på gangene. Endelig foretager regionerne som nævnt løbende kapacitetsberegninger, så man hele tiden sikrer, at kapaciteten på sygehusene tilpasses det aktuelle patientbehov.

Hvorfor får ikke alle de nye sygehuse egne køkkener?
En del af de nye byggerier er tilbygningsbyggerier til eksisterende sygehuse og hospitaler, som allerede har køkkener. Det drejer sig for eksempel om Rigshospitalet og hospitalerne Herlev, Hvidovre og Bispebjerg samt sygehusene Lillebælt og Sønderjylland. Derudover er der planer om at bygge køkkener ved hospitalerne i Region Midtjylland. Nogle sygehusbyggerier har valgt at benytte sig af mad- og kostkoncepter, som allerede er veletablerede i de pågældende regioner. Disse sygehuse vil eksempelvis få leveret maden fra et centralt køkken, som er velkendt og testet af regionen.

Der er afsat 41,4 milliarder kroner til sygehusbyggerierne, men der har været forlydender om, at byggerierne samlet kommer til at mangle en milliard kroner. Hvordan hænger det sammen?
Det skyldes forskellige reguleringer af priser. Med fagtekniske termer består det i, at kvalitetsfondsbyggerierne (sygehusbyggerierne) prisreguleres efter det regionale anlægs-pl, som ikke svarer til den faktiske prisudvikling i byggeprojekterne. For i byggeprojekterne reguleres en del af udgifterne - eksempelvis håndværkerlønninger - efter et andet indeks, det såkaldte Byggeomkostningsindeks. Forskellen mellem udviklingen i de to indeks har Danske Regioner beregnet til at udgøre knap 1 milliard kroner i byggeperioden - i regionernes disfavør - hvis man forudsætter en fremskrivning af den hidtidige udvikling i de to indeks. De totalrammer (de bevilgede økonomiske midler), som er afsat til sygehusbyggerierne, bliver med andre ord mindre værd, parallelt med at byggerierne skrider frem. Der er derfor ikke tale om, at regionerne beder om en udvidelse af totalrammen. Derimod anmoder regionerne om, at totalrammerne ikke bliver udhulet som følge af udviklingen i de to indeks.

Læs mere:

Standardiserede løsninger i sygehusbyggeri - Om standardisering, vidensdeling, læring i relation til sygehusbyggerierne (pdf)
Fleksibelt sygehusbyggeri i Holland - Om hvordan man bygger fleksible sygehuse i Holland vs. hvordan regionerne planlægger at bygge de nye sygehuse i Danmark (pdf)
Forskudt sygehusbyggeri - om ulemper ved at bygge ét sygehus ad gangen (pdf)
Restriktioner i kvalitetsfondsbyggerier - om de restriktioner og vilkår, der er forbundet med at bygge nye sygehuse med kvalitetsfondsmidler (pdf)
Standardiseret sygehusbyggeri - Om udfordringerne ved at bygge nationalt standardiserede sygehuse (pdf)