Hvorfor bygger regionerne nye sygehuse?
Regionerne bygger de næste 10-15 år en række nye sygehuse. Målet er bedre og mere sammenhængende patientforløb, øget patientsikkerhed, effektivisering og højere kvalitet. Pengene til byggerierne kommer fra Kvalitetsfonden og fra regionerne.
16 af de nye sygehuse bliver bygget med tilskud fra staten, nærmere bestemt fra Kvalitetsfonden. Disse 16 sygehusbyggerier kaldes derfor også for ”kvalitetsfondsbyggerier”. Regionerne har også en række byggeprojekter på sundheds- og psykiatriområdet, som de finansierer på egen hånd.
Modernisering af sygehusstrukturen i Danmark
Regionerne ønsker at bygge fremtidssikrede og fleksible sygehuse, der understøtter det regionale fokus på kvalitet, og har patienten i centrum.
De nye sygehuse skal give optimale rammer og vilkår for:
- bedre tilrettelæggelse af sammenhængende patientforløb
- øget patientsikkerhed (f.eks. via enestuer og reduktion af sygehusrelaterede infektioner)
- effektivisering af arbejdsgange via brug af ny teknologi og sundhedsinnovation
- færre transporter af patienter, personale og varer mellem sygehusene
- rationalisering af vagtberedskaber, laboratoriefunktioner, røntgen m.v.
- bedre udnyttelse af teknisk udstyr, skannere m.v.
- sammenlægning af administrative funktioner og tekniske funktioner
Behov for moderne sygehuse
Regionerne vil med de nye sygehusbyggerier modernisere den eksisterende sygehusstruktur. Investeringerne i de nye fysiske rammer tager afsæt i behovet for øget specialisering.
Regionerne samler behandlingerne på færre hospitaler for at øge den faglige kvalitet på de enkelte behandlingssteder og for at udnytte ressourcerne bedst muligt.
De eksisterende bygninger er ikke et tilstrækkeligt afsæt for udviklingen af kvalitet og opfyldelse af de faglige anbefalinger om samling af funktioner. De fysiske rammer er ganske enkelt forældede i forhold til moderne sygehusdrift.
Den nye sygehusstruktur skal styrke kvaliteten i sygehusvæsenet og understøtte implementeringen af Sundhedsstyrelsens anbefalinger i rapporten ”Styrket akutberedskab – planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæsen”.
Finansiering af de nye sygehusbyggerier
Behovet for moderniseringen af sygehusstrukturen og heraf følgende investeringer i de fysiske rammer, ny teknologi og apparatur indgår som en del af økonomiaftalen mellem Regeringen og Danske Regioner for 2008.
Kvalitetsfonden blev etableret som led i regeringens kvalitetsreform fra 2007. Af fondens midler skal 25,5 milliarder kroner bruges til statslig medfinansiering af investeringer i en ny og forbedret sygehusstruktur. Hertil kommer en regional egenfinansiering på ca. 40 procent, så den samlede investeringsramme beløber sig til ca. 41,4 milliarder kroner (09 PL).
Udover regionernes medfinansiering af de såkaldte kvalitetsfondsbyggerier, finansierer og planlægger regionerne en række byggeprojekter på sundheds- og psykiatriområdet. De største af disse byggerier fremgår, ligesom kvalitetsfondsbyggerierne, også af Danmarkskortet over de danske sygehusbyggerier.
Læs også:
Sundhedsstyrelsens rapport om styrket akutberedskab 2007 (pdf)