Gå til indhold

Ekspertpanelets forudsætninger for dimensionering af byggerierne

Et meget væsentligt element i ekspertpanelets screening af regionernes byggeprojekter var en række dimensioneringsprincipper. Principperne vedrører antagelser om fremskrivning, kapacitetsudnyttelse, belægningsprocent, udnyttelsesgrader, arealstandarder, brutto/nettofaktor og projektøkonomi. Disse principper lå til grund for ekspertpanelets tilpasning af regionernes projekter. Ekspertpanelet havde i forhold til alle disse parametre anvendt en mere restriktiv tilgang end regionerne

 

Med udgangspunkt i et overordnet argument om at anlægge et forsigtighedsprincip ved dimensioneringen og en satsning på fleksibelt byggeri, foretog ekspertpanelet på alle parametre en nedjustering i forhold til det dimensioneringsgrundlag, som regionerne oplyste. Panelet fastsatte derfor ud fra generelle principper en tilpasset økonomisk ramme for de investeringsprojekter, som fik tilsagn om kvalitetsfondsmidler.


Dimensionering af de nye sygehuse

Dimensioneringen (nettoarealet) af det fremtidige sygehusareal er en funktion af tre parametre:

  1. Behandlingsbehovet udtrykker, hvor mange operationer, indlæggelser, ambulante forløb osv., der skal håndteres på sygehusene i fremtiden.
  2. Kapacitetsudnyttelsen omfatter driftstid per dag for f.eks. operationsrum og ambulatorier samt sengeudnyttelse. Ved at sammenholde kapacitetsudnyttelsen med behandlingsbehovet fås det nødvendige antal rum/lokaler og fordelingen heraf.
  3. Arealstandarder fastlægger, hvor mange kvadratmeter der er behov for at bygge, når sygehuset skal rumme det nødvendige antal operationsrum, sengestuer m.v.

Korrigeret med en brutto-/nettofaktor, der øger de beregnede nettoarealer med gangarealer, teknikrum, tekniske funktioner m.m. til opgørelsen af bruttoarealet, og ganget med en pris per m² fås en samlet anskaffelsessum.

 

Ekspertpanelets dimensioneringskriterier for de nye sygehuse

Kvalitetsfondsbyggerierne er underlagt følgende rammebetingelser og dimensioneringskriterier, som Regeringens ekspertpanel har defineret.


- Fremskrivning
Regionerne skal tilpasse byggeprojekternes dimensionering med udgangspunkt i en forventet stigning i antal af ambulante behandlinger på 50 % og en forventet sengereduktion på 20 % i perioden fra 2007-2020.


- Belægningsprocenter
En belægningsprocent på 85 % forudsættes på sygehuse/afdelinger med en stor andel af akutte patienter. Mens panelet forudsætter en bedre sengeudnyttelse i projekter med en stor andel af elektive patienter.


- Udnyttelsesgrader
Ekspertpanelet forudsætter en kapacitetsudnyttelse af behandlingsarealer på omkring 245 dage á 7 timer.


- Arealstandarder
Regionerne bør foretage en tilpasning i dimensioneringen med udgangspunkt i en gennemsnitlig arealnorm for enestuer på 33-35 m2.


- Brutto/netto faktor
Regionerne bør lægge en brutto/netto faktor på 2.0 til grund for somatisk nybyggeri. For psykiatrien, der har et væsentligt mindre behov for teknik m.v., bør et samlet niveau på 1.8 være hensigtsmæssigt.


- Prisniveau
Ekspertpanelet har vurderet, at et nybyggeri må have et samlet prisniveau på maksimalt 29.000 kr./m2, heraf 5.800 kr./m2 til apparatur, IT og løst inventar. Det svarer til 25 procent af byggeudgift på 23.200 kr./m², som kan begrundes for universitetssygehusbyggerier på bar mark/barmarkslignende projekter.

For øvrige nybyggerier og tilbygninger vurderes et niveau på maksimalt 27.000 kr./m² (totalpris inkl. apparatur mv.) heraf 4.500 kr./m² til apparatur, IT og løst inventar, svarende til 20 procent af byggeudgift på 22.500 kr./m², at være tilstrækkeligt til realiseringen.

For psykiatrien vurderes et niveau på indtil 22.000 kr./m² (totalpris inkl. apparatur mv.) at kunne begrundes.

Ombygningsudgifter vil variere afhængigt af den konkrete sammensætning af ombygning og renovering, og der er derfor alene foretaget en generel tilpasning (reduktion) af udgifterne med 20 procent.


- IT og apparatur
Ekspertpanelet har vurderet, at for nybyggeri på barmark er et godt udgangspunkt 25 procent af byggeriudgiften / totalrammen.

Udgifter til apparatur vurderer ekspertpanelet til at være lavere, når der er tale om tilbygning til et eksisterende sygehus, hvor man i højere grad kan forudsætte glidende driftsovergange, og hvor sygehuset typisk allerede i dag varetager en række eller hovedparten af de funktioner og specialer, som er forudsat i den nye struktur. Derfor er udgangspunktet 20 procent af nybyggeriudgiften i sådanne tilbygningsprojekter.

For psykiatrien vurderes et niveau på omkring 3 procent passende, uanset om der er tale om ombygning eller nybyggeri.

 

Der er med de fastlagte økonomiske rammer ikke tilsigtet en detailstyring af regionernes byggeprojekter. De forudsætninger om behovsfremskrivning og kapacitetsudnyttelse mv., som ligger til grund for ekspertpanelets tilpasning er ikke hver for sig bindende for projektets realisering. Regionen kan inden for investeringsrammen i den konkrete projekteringsfase for det konkrete projekt fastlægge de løsninger, der er hensigtsmæssige lokalt - under iagttagelse af de generelle principper om bl.a. bedre kapacitetsudnyttelse, så længe det sker inden for den angivne budgetramme.r inden for den angivne budgetramme.

Læs mere:
Danske Regioners bemærkninger til de anvendte forudsætninger i ekspertpanelets screeningsrapport
Ekspertpanelets screeningsrapport I
Ekspertpanelets screeningsrapport II