Gå til indhold

Tilsyn

Regionerne har som bygherrer ansvar for at føre tilsyn med sygehusbyggerierne. Ud over regionernes eget tilsyn fører Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse tilsyn med Kvalitetsfondens tilskud til de 16 store sygehusbyggerier, som også i et vist omfang er omfattet af lov om offentligt byggeri.

Det er indeholdt i økonomiaftalen for 2012, at regionerne i august 2011 kom med et oplæg til en fremtidig kvartalsvis indberetning til staten om status for sygehusbyggerierne.

Den præcise formulering af teksten er:
”For de enkelte projekter udarbejdes kvartalsvise, revisionspåtegnede redegørelser til regionsrådene, som også danner grundlag for Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfølgning. Regionerne udarbejder senest ultimo august 2011 oplæg til standardiserede regionale indberetninger, hvori der redegøres for fremdriften i byggeriet mv., som danner grundlag for drøftelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på fastsættelse af en endelig redegørelses-/indberetningsform”.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har i efteråret 2011 oprettet en controllerenhed, der har ansvar for udbetaling af kvalitetsfondsmidler, og som skal føre tilsyn med regionernes anvendelse af Kvalitetsfondens tilskud til sygehusbyggerierne. Midlerne fra Kvalitetsfonden ydes som et specifikt statsligt tilskud og er derfor omfattet af reglerne om tilskudsadministration på det statslige område, jf. budgetvejledning 2011, samt Økonomistyrelsens Vejledning om effektiv tilskudsforvaltning, juni 2011. 

Når udbetalingen af kvalitetsfondsmidlerne til regionernes byggeprojekter begynder, skal regionerne sende de kvartalsvise indberetninger til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Der er aftalt et format for de kvartalsvise indberetninger.

Rigsrevisionens undersøgelse af kvalitetsfondsbyggerierne
Rigsrevisionen følger regionernes sygehusbyggerier med tilskud fra Kvalitetsfonden. Rigsrevisionen har foretaget to undersøgelser af sygehusbyggeri.  Den første undersøgelse omhandlede Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og regionernes forberedelse af sygehusbyggerierne. Den anden undersøgelse omhandlede, hvorvidt Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har fastlagt klare rammer for, hvordan regionerne skal opgøre effektiviseringerne, og hvordan ministeriet og regionerne skal følge op, samt om regionerne har tilstrækkeligt fokus på effektiviseringsmålene i projekternes tidlige faser?

Lov om offentligt byggeri 
Sygehusbyggerierne, der får tilskud fra Kvalitetsfonden, er i dag omfattet af lov om offentligt byggeri (tidligere statsbyggeloven) i det omfang, der er indarbejdet en bestemmelse i en konkret bekendtgørelse om, at denne også gælder for øvrigt byggeri, hvor staten gennem lån eller tilskud finansierer mindst 50 procent af byggeomkostningerne. Denne bestemmelse findes i dag i følgende bekendtgørelser:

  • Bekendtgørelse om nøgletal for statsbyggerier.
  • Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i byggeri.
  • Bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder.
  • Bekendtgørelse om byggerier udført i offentlig-private partnerskaber (OPP).

I Folketingssamlingen 2010/11 blev lov om offentligt byggeri udvidet, så regioner og kommuners byggevirksomhed er blevet omfattet generelt. 

Da der er tale om en rammelov, vil den konkrete implementering være afhængig af, i hvilke bekendtgørelser der indarbejdes en bestemmelse om, at regioner og kommuner er omfattet. Der er endnu ikke udstedt reviderede bekendtgørelser med denne bestemmelse. Dette forventes at ske i første halvår 2012. 


Læs mere: