Eksempel på et ADL-træningskøkken
Retspsykiatrisk Afdeling Middelfart, psykiatri
Valg af eksempel:
Eksemplet er valgt på baggrund af gode bygningsmæssige, funktionelle og behandlingsmæssige erfaringer fra retspsykiatrisk afdeling, Middelfart. Indretningen er inspireret af det tidligere og velfungerende træningskøkken, der har fået ny placering efter udvidelsen.
Overordnet beskrivelse:
Træningskøkkenet er en del af afdelingens fælles ergoterapeutiske funktioner. Køkkenaktivitet ved ergoterapien er væsentlig for at optræne, vedligeholde og lære at gebærde sig i et køkken, forbedre social adfærd og yde kost information. Køkkenet ligger centralt i afdelingen i en fløj med flere fælles aktiviteter. Der er adgang fra både de åbne dele af psykiatriske afsnit og fra flere af de retspsykiatriske afsnit.
Indretning:
Køkkenet indrettes som et fuldt funktionsdygtigt køkken, hvor op til 5-6 personer kan arbejde ad gangen. Det stiller krav til rummeligheden og til luftskiftet i rummet. Desuden er det vigtigt med et oplukkeligt vindue for at forhindre, at patienterne føler sig indelukkede, når de opholder sig i køkkenet.