KOL-kor og regionsrådsformand åbnede udstilling om fremtidens hospitaler

Fredag den 2. februar 2018 åbnede udstillingen Fremtidens hospitaler – helende arkitektur på Utzon Center i Aalborg.

Udstillingen, der også kører på Dansk Arkitektur Center i København, kom fredag den 2. februar til Nordjylland, nærmere bestemt Utzon Center i Aalborg.

Nyt Aalborg Universitetshospital præsenteres på udstillingen.

 

Ved åbningen var der taler af formand for Region Nordjylland Ulla Astman samt kreativ direktør ved Utzon Center Lasse Andersson. De kom ind på personlige historier om hospitalsbyggerierne, og hvordan principper som helende arkitektur og en styrkelse af akutområdet er essentielle dele af fremtidens hospitalsstruktur.

Til åbningen optrådte KOL-koret ”Træk vejret – syng dig sund” ligeledes. Koret består af patienter med KOL og andre lungesygdomme, og sangundervisningen skal være med til at øge livskvaliteten og forbedre lungekapaciteten hos sangerne. Der var da heller ikke problemer med at synge salen op denne fredag i starten af februar.

KOL-koret optrådte med to sange til åbningen af udstillingen.

Udstillingen fokuserer ligesom udstillingen på Dansk Arkitektur Center på de mange hospitalsbyggerier rundt omkring i regionerne, og hvad patienter og borgere kan se frem til, når hospitalerne står færdige i 2025. Herudover er der i Utzon udstillingen et særligt fokus på Nyt Aalborg Universitetshospital, hvor man bl.a. kan lære om, hvordan der gøres brug af rørpostsystemer og anden ny teknologi, samt følge med i hvilken rolle psykiatrien kommer til at spille på det nye hospital.

Udstillingen kører på Utzon Center frem til den 15. marts 2018. Udstillingen er støttet af Realdania.