Gå til indhold

Gang i byggerierne

Nu tager byggerierne for alvor fat rundt om i landet. Nogle steder tages de første spadestik, mens der hos andre byggerier fejres rejsegilde. Enkelte projekter er stadig på tegnebrættet, andre er godt i gang med byggeriet, mens flere allerede er færdige. Læs med her og bliv opdateret på hvad der bare i september er sket med nogle af de spændende byggerier!

Flere steder er der i løbet af september taget det første spadestik. I Hjørring tog to af Børneafsnittets patienter således det første spadestik til Region Nordjyllands længe ønskede Kvinde-Barn-Hus. Der blev dermed sat gang i byggeriet, som skal danne nye rammer for regionens patienter på fødegangen, barselsgangen, børn- og ungeafsnittet samt Gynækologisk-Obstetrisk Afsnit. Huset forventes at være klar til brug i 2019. Også i Region Sjælland blev spaden fundet frem den 18. september, hvor regionsrådsformand Jens Stenbæk tog første spadestik til byggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge. Det nye Universitetshospital forventes at være endeligt klar i 2024.

Sjællands Universitetshospitals første spadestik, Foto: Joachim Rode, Region Sjælland


Også rejsegilder fejres hos byggerierne. I Region Midtjylland blev der derfor afholdt rejsegilde den 25. september for Akuthospitalet i Gødstrup. Hospitalet vil i 2020 være klar til at modtage patienter fra hele det vestlige område af Region Midtjylland.

Rejsegilde i Gødstrup, Foto: Charlotte Feldbæk Ranneries, Kommunikation, Region Midtjylland.


Ud over Gødstrup, blev der i september også inviteret til rejsegilde for Det nye Hospitalsbyggeri i Horsens, der forventes klar til patienter i 2019. Hospitalet skal bl.a. indeholde nye ambulatorier og operationsstuer, og er en udvidelse af hospitalsenhedens samlede kapacitet.

På Nyt Hospital Hvidovre landede den første af i alt fem store kraner, der skal være en del af byggeriet af det 32.000 m2 nye hospital. Frem mod slutningen af oktober vil de sidste fire kraner finde deres vej til Hvidovre, så der for alvor kan sættes gang i byggeriet.

Læs meget mere om hvad der sker lige nu, hos ALLE byggerierne der skyder op rundt om i regionerne her!