Ensrettede undervogne effektiviserer

Standardisering af transportmateriel skal være med til at effektivisere transportkæden fra leverandør til hospital, hvilket samtidigt er med til at sikre bedre tværregionale samarbejdsmuligheder

Harmonisering af krav og mål

Regionerne har udarbejdet fælles standardmål for undervogne, hvilket harmoniserer med kravene i forhold til transport af forbrugsvarer, linned, sterilgods, mad mv. på hospitalerne. Derudover er arbejdsmiljøbelastningen blevet analyseret i forhold til det nye standardmål, så krav til arbejdsbelastning, udsyn og støjgener m.m. bliver overholdt.

For at kunne fastlægge målene for undervogne har det været nødvendigt at vurdere og analysere hver enkelt led i distributionskæden, hvilket omfatter eksempelvis målene på lastbiler, togvogne, arbejdsgange samt muligheden for modulopbygning. Dette er blevet gjort for at kunne udnytte pladsen og bærekapaciteten optimalt.Desuden er standardiseringen af transportmateriel blevet udarbejdet i forhold til at kunne sikre teknologiske løsninger, såsom sporbarhed og transport med selvkørende robotter AGV’er. 

Gennemtænkt effektivisering
Standardisering af undervognen er derfor gennemtænkt i forhold til det samlede og fremtidige distributionsforløb, det vil sige til og fra hospitalet, men også rundt på hospitalet. På hospitalerne kan anvendelsen af en standardiseret undervognstype, der er tilpasset workflowet og de fysiske arbejdsgange, bl.a. være med til at minimere behovet for at skulle flytte varer fra en transportvogn til en anden. Dette er med til at skabe tidsbesparelser og frigive ressourcer for personalet.

Ensrettede mål for undervogne er samtidigt med til at sikre muligheden for, at regionerne kan samarbejde om fremtidige løsningsmuligheder såsom fælles lager, outsourcing af logistikken og lokale løsninger, da alle regioner vil operere med den samme kravspecifikation til transportmateriel. Derudover vil der også være en fordel i forhold til anskaffelsesprocessen, hvormed det er muligt at købe et stort oplag og derved opnå bedre priser. Ligeledes vil reparation og vedligeholdelse kunne forenkles, da det kun er nødvendigt med reservedele til en type vogn.          

Afrapporteringen anbefaler, at standardmålet for undervogne i regionerne skal være 800 x 600mm, da det er det mål, som passer bedst i forhold til hele distributionskæden. Det er planen, at standardmålet skal indføres i regionerne over de næste 15 til 20 år. 

Del af et større fællesregionalt projekt 

Ovennævnte projekt er blevet affødt af Danske Regioners tværregionale videndelings indsats. Samtidigheden i sygehusbyggerierne er en styrke, fordi det medfører en række positive synergieffekter i form af løbende videndeling på tværs af regionerne og på tværs af sygehusbyggerierne. Derfor iværksatte regionerne i 2010, et ambitiøst projekt med henblik på at sikre, at regionerne systematisk deler erfaringer og viden om centrale elementer i sygehusbyggerierne.Projektet kaldes Godt sygehusbyggeri – koordination og innovation og bidrager til identifikation af fællesregionale udfordringer i relation til sygehusbyggerierne, som har bevirket at regionerne kan sætte fokus på disse områder i forbindelse med videreudvikling af fællesløsninger til sygehusbyggerierne. Disse fællesløsninger skal være med til at effektivisere sygehusvæsenet, hvilket skal komme patienter og personale til gavn.

For at læse afrapporteringen og mere om overvejelserne bag det nye standardmål, så tryk her.