Eksportmuligheder i sporbarhed

Stor efterspørgsel fra udlandet på sporingsværktøjet TTT – Tag, Track & Trace, der er støttet af Markedsmodningsfonden og udarbejdet i samarbejde med Rigshospitalet

Interesse fra udlandet

Selvom sporingsværktøjet først nu er ved at være færdiggjort, så vælter ordrene og interessen allerede ind fra udenlandske hospitaler til den lille danske virksomhed, Caretag: ”Udviklingen i USA er accelereret helt vanvittigt på bare et par måneder. For eksempel fik vi en e-mail for 14 dage siden fra et amerikansk hospital, hvor de spurgte, hvornår vi kunne starte installationerne. Det har vi aldrig prøvet før”, udtaler Søren Bilsøe admin. direktør og stifter af Caretag til MedWatch.

Interessen fra udlandet skyldes blandt andet, at der i USA kommer et krav til hospitalerne om sporing af udstyr fra starten af 2016. Ligeledes forventes det, at EU-kommissionen indfører et lignende krav på det europæiske marked. Udviklingen af sporingsværktøjet er blevet støttet med næsten 2,6 mio. kr. af markedsmodningsfonden. 

Stærk lim

Groft fortalt, så fungerer sporingsværktøjet TTT ved, at der limes en sporingschip på alle de forskellige medicinske redskaber, som hospitalerne anvender. En avanceret scanner er med til at registrere de forskellige redskaber, når de ankommer til eller forlader et rum for eksempel operationsstuen. Derved kan der spares store mængder af tid i forhold til tidligere, hvor personalet manuelt skulle registrere instrumenterne op til fem gange ved en enkelt operation. Ligeledes er TTT med til at sikre, at redskaberne ikke forsvinder eller bliver efterladt i patienterne.

Vi har tidligere beskrevet på godtsygehusbyggeri.dk, hvordan processen med produktet TTT- Tag, Track and Trace har været kompliceret. Det var nødvendigt bl.a. at udvikle en helt ny type lim, der skulle sikre at sporingschippen forsat ville være monteret på udstyret, selvom det blev renset ved bl.a. ultralyd og høje temperaturer. Det er nu lykkedes for Caretag at producere den helt rigtige lim i samarbejde med Danalim. 

En af flere eksportmuligheder

Sporingsværtøjet TTT – Tag, Track and Trace er ikke det eneste projekt indenfor sporbarhed. Der er flere projekter såsom Healtcare Asset Tracing, sengetransporter med sporingssystem og patientarmbånd under udvikling. Disse projekter skal være med til at effektivisere driften på landets sygehus. Det estimeres, at der er et markedspotentiale på 1 mia. kr. i sporingsteknologier. Derved er der et stort eksportpotentiale i udviklingen af værktøjer og metoder til sporing af udstyr. Det vurderes, at implementeringen af TTT – Tag, Track and Trace vil kunne give et hospital en besparelse på op imod 50 mio. ved at effektivisere driften og samtidig højne kvaliteten for patienter og personale.