Gå til indhold

Nye behandlingsformer lover godt for fremtiden

Oplevelsesdesign i sundhedsvæsenet er et nyt fænomen, der er ved at vinde indpas på flere af landets hospitaler – specielt i psykatrien. Det hjælper patienter bedre gennem behandlingsforløb og reducerer samtidig hospitalernes omkostninger. Mere forskning på området er dog stadig påkrævet

Der bliver på nuværende tidspunkt arbejdet i, hvordan man kan integrere oplevelsesdesign i de nye sygehusbyggerier. Det kan nemlig med fordel benyttes i behandlingen på hospitalerne og har vist sig at have en positiv indflydelse på patienten.

Anlægschef for psykiatrien i Region Syddanmark, Torben Kyed Larsen, ser perspektiver i flere af de nye behandlingsformer:

- Vi forsøger at tænke oplevelsesdesign ind i vores nye hospitalsprojekter. Der er helt sikkert grobund for et samlet forbedret behandlingsforløb, da disse nye redskaber inden for oplevelsesdesign vil kunne fungere rigtig godt som understøttende for den nuværende behandling.

 

De rekreative områder ved Nyt Hospital Herlev er et eksempel på, hvordan oplevelsesdesign kan tænkes ind i hospitalsprojekterne  (billede: Konsortiet NHH, ved Henning Larsen Architects).

Få, men positive resultater
Oplevelsesdesign består i at designe et produkt eller en service til at frembringe en bestemt oplevelse. Udformningen kan derfor have mange afskygninger og benytter sig af virkemidler fra mange forskellige videnskaber. Men vigtigst af alt ser de hidtidige erfaringer umiddelbart ud til at have haft en positiv effekt, der både er med til at forbedre patientens oplevelse, spare penge og forkorte ventelisterne.

Typisk vil virkemidlerne have til hensigt at reducere stress og skabe tryghed i en situation, hvor kroppen måske som naturlig refleks stresser og modarbejder behandlingen.

På hospitaler i Chicago og Amsterdam oplevede man eksempelvis, at patientgennemstrømningen steg med 20-25 %, og at stressniveauet hos patienterne faldt så markant, at alle resultater fra CT-scanninger kunne anvendes ved første forsøg.

- Der kommer løbende evidens for virkningen af disse alternative virkemidler. Vi ønsker dog at intensivere forskningen på dette område, siger Torben Kyed Larsen.

Regionerne er åbne for nye behandlingsmuligheder
I Region Syddanmark er man allerede i gang med implementeringen af flere initiativer og har i den forbindelse afsat ca. 30. mio. kr. til projekt Lys i psykiatrien, der består af 3 dele:

  • Etablering af døgnrytme-lys på alle psykiatriske afdelinger i regionen
  • Forskningsprojekt om effekterne af døgnrytme-lys
  • Udviklingsprojekter om afprøvning af dynamisk lys

På Nyt psykiatrisygehus Slagelse har man efter længere tids forskning i lys ligeledes valgt at benytte det som et aktivt redskab i behandlingen. 

 

Store vinduespartier muliggør dagslys og udgang til have, billede:Region Sjælland, Nyt psykiatrisygehus Slagelse).

- Lyset skal være med til at helbrede patienterne. Lyset er ikke helbredende i sig selv, men det medvirker til at skabe mindre angst og mindre stress, og det kan understøtte den øvrige behandling. Patienterne får også bedre søvnmønster og døgnrytme, forklarer Søren Bredkjær, lægefaglig vicedirektør for Psykiatrien i Region Sjælland.

Læs mere om lysets betydning for Nyt psykiatrisygehus Slagelse her.