Danske Regioner har indgået en aftale med regeringen om regionernes økonomi for 2015

Aftalen indeholder et anlægsniveau på i alt 7 milliarder kroner, hvilket afspejler, at kvalitetsfondsbyggerierne er godt i gang i alle regioner. Der er imidlertid lagt op til et loft for de øvrige anlægsudgifter på 2,4 milliarder kroner (ekskl. psykiatri og øvrige statslige investeringstilskud) i 2015

Om sygehusbyggeri specifikt indeholder aftalen følgende;
Regionerne er i gang med at implementere en ny sygehusstruktur. Denne struktur skal understøtte
en øget specialisering og samling af funktioner på færre matrikler. Heri indgår 16 projekter støttet af kvalitetsfonden.

Der er i starten af 2014 givet endeligt tilsagn til alle 16 kvalitetsfondsprojekter, hvormed rammerne
er sat for en ny og moderne sygehusstruktur.

Regionerne har som bygherrer ansvar for at realisere byggerierne inden for de udmeldte tilsagnsbetingelser, så der opføres fuldt ud funktionsdygtige og tidssvarende sygehuse. Regeringen og Danske Regioner er enige om, at regionerne foretager de nødvendige prioriteringer, der sikrer styring og overholdelse af de fastlagte investeringsrammer, og dermed sikrer klare rammer for de enkelte kvalitetsfondsprojekter i regionerne.

Som led i regionernes projekt om videndeling gennemføres en evaluering af byggestyringsprincipperne i de 16 kvalitetsfondsprojekter med særligt fokus på rammerne for og styring af leverandører. Evalueringen skal munde ud i fælles anbefalinger vedrørende god styring og eksekvering heraf på byggerierne.

Regeringen og Danske Regioner er endvidere enige om fortsat at følge regionernes arbejde med videndeling i forbindelse med sygehusbyggerierne tæt. Danske Regioner skal inden udgangen af 2014 opdatere oversigten over de initiativer, som regionerne har igangsat i projektet om videndeling i sygehusbyggeri.