Gå til indhold

Ny teknologi muliggør hjemmebehandling af børn

Børn med luftvejsproblemer og for tidligt fødte har den største andel af indlæggelsesdage på danske børneafdelinger. Et nyt koncept til smartphones skal sikre en hurtig hjemsendelse med efterfølgende mulighed for overvågning og telemedicinsk kontakt til børneafdelingens callcenter

Hvert år fødes 4.700 børn for tidligt og op mod 10.000 småbørn indlægges på grund af luftvejsproblemer. Dette påvirker ikke kun barnet men også dets forældre, der ønsker at blive inddraget mere i sygdomsforløbet. Et nyt projekt i regi af Sygehuspartnerskabet ved Markedsmodningsfonden under navnet ’Lifeline’ har som mål at forbedre muligheden for hjemmebehandling og samtidig reducere mængden af indlæggelsesdage.

Tæt kontakt mellem børneafdeling og barnets forældre
Ideen bag projektet er at skabe en såkaldt livlinje, hvor børneafdelingen efter udskrivelse skal kunne være i stand til fortsat at følge med i børnenes almene tilstand, og på den måde støtte forældrene i at vurdere om barnet er i en kritisk tilstand, eller er ved at komme det.

Ledende overlæge på Sygehus Syd i Region Sjælland, Carsten Vrang, fremhæver vigtigheden og fleksibiliteten i samspillet mellem hospital og forældre i Lifeline-projektet:

- Børnefamilierne ønsker at blive mere inddraget i observation og behandling af deres børn. Gennem udvikling af personlige patient-devices i form af smartphones og lignende skaber vi den livlinje. De mange børn med behandlingskrævende vejrtrækningsbesvær behøver måske slet ikke indlægges, hvis de bliver instrueret, får videoklip heraf med hjem og kan vurderes telemedicinsk fra callcentret.

Potentiale for udenlandsk gennembrud
Som det ser ud nu, forventes det, at man i slutningen af 2015 er færdige med at teste konceptet og kan fremlægge resultaterne for Lifeline-projektet. Konceptet er først og fremmest rettet mod det danske marked, hvor man forventer at kunne opnå besparelser i sundhedsbudgetterne på op til 25 % ved øget grad af hjemmeovervågning.

- Med udviklingen af Lifeline tager dansk telemedicin et stort skridt fremad med udviklingen af et banebrydende koncept, som gør det muligt for forældre til for tidligt fødte børn at få deres nyfødte børn tidligere hjem på en tryg og sikker måde, udtaler Søren Hofmeister, adm. direktør for Viewcare A/S, der er leder af projektet.

På sigt håber man, at Lifeline kan internationaliseres, og at man kan udvide konceptet og anvende det til en række andre sygdomsproblematikker såsom patienter med kroniske helbredsproblematikker.