Anbefalinger til den ’Fælles Akut Modtagelse’ i de nye sygehusbyggerier er klar i afrapportering

Rapporten fra fokusområdet om FAM indeholder centrale overvejelser om FAMs betydning for hospitalsbyggerierne og anbefalinger til et fælles projekt om en forbedret organisatorisk struktur

Projektgruppen for fokusområdet om ’FAMs betydning for hospitalsbyggerierne’ har udarbejdet en afrapportering. Fokus er på organiseringen af akutområdet og de konsekvenser etableringen af FAM får for hospitalsbyggerierne. Rapporten indeholder en række organisatoriske og funktionsmæssige overvejelser, som er nødvendige at være opmærksom på i byggerierne.

FAMs placering i hospitalet

Samtlige akutte patienter vil i de nye sygehuse blive modtaget i fælles akutmodtagelser. Overvejelserne om den grundlæggende organisatoriske struktur for akuthospitalet er derfor centrale, for at kunne sikre et sammenhængende patientforløb. Derudover stiller det større krav til kapaciteten, at alle akutte patienter i optageområdet bliver modtaget samme sted.

Projektlederen for fokusområdet, direktør Jens Peter Sørensen fra OUH, udtaler følgende: ”Den nye ’Fælles Akut Modtagelse’ tvinger os til nøje at overveje, hvilken organisering og logistik der skal være både internt i akutafdelingen og på hospitalet som helhed, før der bygges nyt.

Fælles projekt med ’Real Time Demand Capacity’-modellen

Projektgruppen for fokusområdet anbefaler, at hver region igangsætter et pilotprojekt om den organisatoriske infrastruktur på ét akutsygehus med afsæt i den amerikanske model ’Real Time Demand Capacity’. Modellen har til hensigt at identificere de vigtigste barrierer for et optimalt flow samt at optimere den interne såvel som eksterne organisatoriske struktur.

Modellen skaber grundlaget for at opbygge den organisatoriske infrastruktur på hospitalet, så den bedst muligt understøtter et optimalt flow, behandling og pleje på det rigtige niveau og på det rigtige tidspunkt til patienterne,” siger Jens Peter Sørensen.

Læs afrapporteringen her.