Gå til indhold

Psykiatri-byggerier er regionalt finansierede

Over de næste 10-15 år investeres der over seks milliarder kroner i psykiatriske sygehusbyggerier. En opgørelse af anlægsudgifterne viser, at 74 procent af byggerierne på det psykiatriske område er regionalt finansieret

De psykiatriske sygehuse får et løft, når regionerne de næste 10-15 investerer 4,6 milliarder i nybyggeri, udbygning og renovering af psykiatriske sygehuse. I udmøntningen af kvalitetsfondsmidler til sygehusbyggerierne har der i overvejende grad været fokus på det somatiske område. Imidlertid er psykiatriens behov for opgradering af de fysiske rammer mindst ligeså stort. Derfor har alle regioner med afsæt i deres psykiatriplaner igangsat eller planlagt større eller mindre anlægsprojekter, der skal sikre en moderne og tidssvarende psykiatri. Regionernes investeringer svarer til 74 procent af de totale anlægsinvesteringer i psykiatrien – kun 26 procent er Kvalitetsfondsstøttede.

Regionernes udbygning af psykiatrien udgør over halvdelen af regionernes egne investeringer i sygehusbyggerier, der også omfatter byggerier til fælles akutmodtagelser samt kræftbehandling.

I de regionale planer for anlægsinvesteringer i psykiatrien sigter man på at samle psykiatrien på færre enheder, at psykiatrien i højere grad integreres med somatikken, og at de fysiske rammer og arkitekturen understøtter den psykiatriske behandling. I dag har psykiatrien ofte til huse i ældre bygninger, som rummer begrænsninger i forhold til understøttelsen af behandling og rehabilitering. Den ældre bygningsmasse er ofte utidssvarende, og karakteriseret ved mange små rum, som kan betydemanglende overskuelighed og transparens, ufleksible indretningsmuligheder og manglende aktivitets- og beskæftigelsesmuligheder. De psykiatriske patienter er ofte indlagt i længere perioder, hvorfor de fysiske rammer er af særlig betydning. Der er dermed et væsentligt behov for opgradering af de fysiske rammer for psykiatrien til gavn for den faglige kvalitet, hvilket imødekommes af regionernes markante investeringer på området.

De to største regionalt finansierede psykiatribyggerier er Ny Psykiatri Bispebjerg og Det Nye Universitetshospital i Aarhus – Psykiatri. Her investerer regionerne hhv. 1030 mio. kr. (Bispebjerg) og 1124 mio. kr.(DNU).

Ny Psykiatri Bispebjerg samler en stor del af Region Hovedstadens psykiatri. Ambitionen er at skabe et af landets førende psykiatriske forskningscentre med højt specialiseret behandling. 25.00 kvadratmeter ombygges, og der bygges 27.000 nye kvadratmeter.

Ved Det Nye Universitetshospital i Aarhus opføres ud et nyt Psykiatrisk Center på 51.000 kvadratmeter, der sammen med Psykiatrisk Hospital i Risskov skaber mulighed for højt specialiseret og tværfagligt samarbejde.

Artiklen var første gang bragt i Danske Regioners analysemagasin REGIO nr. 2, s. 12, d. 24/5 2013.