Gå til indhold

Resultater fra pejlemærket om transportteknologi

Den tværregionale projektgruppe for pejlemærket om transportteknologier har gennem et litteraturstudie, et seminar og en studietur til Stockholm opnået indsigt i et område, som har stor betydning for optimering af logistik på de nye sygehuse

Projektgruppen har udarbejdet en rapport med en række anbefalinger om transportteknologier og til fælles, konkrete projekter på tværs af regioner. Formålet med rapporten er gennem en teoretisk og praktisk vinkel at give eksisterende samt kommende sygehuse et forbedret beslutningsgrundlag i planlægning af og investering i automatiserede transportløsninger.

Litteraturstudie

Projektgruppen har gennemført et litteraturstudie af transportteknologiers anvendelse i sygehuse. Dog viser studiet, at der eksisterer betydelige begrænsninger i de emner litteraturen dækker over.

Projektlederen for pejlemærket om transportteknologier, chefkonsulent Ole Teglgaard fra DNV-Gødstrup, udtaler således: ”Litteraturstudiet gav frugtbar indsigt i allerede gennemførte præsentationer, analyser og planer på området. Samtidig må vi erkende, at litteraturen ikke er tilstrækkelig med hensyn til specifikke business cases, implementeringsprocesser og evalueringer af funktionalitet og kvalitet.

Den manglende dokumentation af nye såvel som eksisterende transportteknologier har fået projektgruppen til at opfordre sygehusene, rådgivere og forskningsinstitutioner om at styrke dette forskningsområde.

Studie af AGV-transport i Stockholm

Projektgruppen besøgte Karolinska Universitetssjukhuset for at se nærmere på AGV-transport. I modsætning til Norge og Tyskland som typisk er inspirationskilder for dansk sygehusbyggeri, så opererer Karolinska nemlig med en anden type AGV.

Vi har et ønske om at komme mere i dybden med AGV-transport samt de arbejdsgange og funktioner, som knytter sig til denne transportform. Eftersom flere kvalitetsfondsprojekter har overvejelser om at indføre AGV-transport, er der derfor et stort behov for at blive klogere både på teknologien og på arbejdsgangene, siger Ole Teglgaard.

Seminar om logistik og transportteknologier

Afslutningsvist holdt projektgruppen et seminar med netværket om logistik i regi af Danske Regioner. Alle regioner var repræsenteret i seminaret, hvor resultaterne fra litteraturstudiet og studieturen i Stockholm blev præsenteret. Udover videndeling og erfaringsudveksling regionerne imellem, var hensigten at sætte fokus på logistik i sygebyggeri fra forskellige sider. Fokus var desuden på at koordinere fremtidige logistikaktiviteter med inspiration fra projektgruppens anbefalinger.

Læs afrapporteringen her.