Gå til indhold

Tværregionale erfagrupper og netværk

Regionerne deler viden og erfaringer med hinanden. Det sker uformelt ved, at regionerne udveksler skriftligt materiale, informerer og opsøger sparring hos hinanden. Mere formaliseret og systematisk deling af viden på tværs af regionerne finder sted i en række erfagrupper og netværk. Herunder kan du læse om de forskellige grupper og netværk.

Kontaktgruppe vedrørende sygehusinvesteringer

Formålet med gruppen er, at sikre en formaliseret videndeling og koordination i forbindelse med sygehusinvesteringerne og at være et strategisk forum for drøftelse, sparring og erfaringsudveksling om sygehusbyggeri på tværs af regionerne. Medlemmerne består af regionernes centrale byggechefer, chefer fra regionernes planlægningsenheder og projektchefer. Danske Regioner er formand for gruppen, som mødes cirka hver anden måned. Kontaktperson: Christina Carlsen, Danske Regioner.

Kontaktgruppe vedrørende logistik og sporing

Formålet med kontaktgruppen er - i første omgang - at udarbejde en fælles regional strategi og handlingsplan for forsyning for derved at rammesætte og fordre en mere systematisk og struktureret tilgang til arbejdet med forsyning herunder logistik og sporing. Medlemmerne består af regionale repræsentanter fra logistik- og indkøbsområdet. Kontaktgruppen afholder møde fire gange om året. Kontaktperson: Christina Carlsen, Danske Regioner.

Byggechefgruppe

Gruppen har eksisteret siden amternes tid. Formålet med byggechefgruppen er at dele viden og skabe netværk om sygehusbyggerier. Gruppen sætter periodevis fokus på bestemte temaer og drøfter aktuelle emner i sygehusbyggeri. Gruppen mødes cirka fire gange om året, og trækker efter behov personer med forskellige kompetencer ind i gruppen, f.eks. kompetencer om økonomistyring eller de lokale projektchefer. Formandskabet går på skift mellem regionerne. Kontaktperson: Kurt Reitz, Region Sjælland.

Byggesocietets sundhedsudvalg

Byggesocietetet er et netværk, der arbejder for at få indflydelse på byggesektorens fremtid og vilkår. Sundhedsudvalget beskæftiger sig med sundhedssystemets udvikling, primært set ud fra et bygningsmæssigt perspektiv. Formålet med udvalgets arbejde er bl.a. at danne ramme om et forum, hvor erfaring, viden, idéer og visioner fra myndigheder, bygherrer, rådgivere og interesseorganisationer samles og deles.

Region Sjælland, Region Hovedstaden og Danske Regioner deltager i udvalget. Derudover er medlemmerne personer fra offentlige sundhedsmyndigheder og institutioner, bl.a. regionale byggechefer, samt rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomheder, konsulentvirksomheder og interesseorganisationer med fokus på sundhedsvæsenet og de bygningsmæssige rammer herfor. Udvalget mødes fire-fem gange om året. Kontaktperson: Hans Blindkilde, NCC

Erfagruppe om energi og miljø

Regionerne har i fællesskab etableret gruppen, og koordinatorfunktionen går på skift mellem regionerne. Medlemmerne er medarbejdere i regionernes centrale byggeorganisationer, som mødes fire gange om året. Formålet er udveksle erfaringer og debattere fremtidsperspektiver på området. Samarbejdet skal også bidrage til skabelse af synergieffekter regionerne imellem og synliggøre og dele resultater. Erfagruppen arbejder endvidere med udbredelse af bæredygtig drift og anlæg og fungerer som sparringspart for regionernes byggeafdelinger. Kontaktperson: Peter Holm, Bygningsafdelingen, Region Syddanmark.

European Health Property Network (EuHPN)

Formålet med netværket er at styrke regionernes deling af viden og udveksling af erfaringer om sygehusbyggeri med en lang række europæiske aktører. EuHPN er et netværk, som består af europæiske forskningsinstitutter og statslige organisationer, der er ansvarlige for planlægning og ledelse af forskellige former for sundhedsbyggerier. Netværket blev etableret i 2000 som en non-profit organisation med formålet at promovere forbilleder inden for sygehusbyggeri og sundhedsledelse. Ud over møder i netværkets bestyrelse afholdes der årligt en workshop med oplægsholdere fra medlemslande om et aktuelt tema. Alle fem regioner deltager via Danske Regioner, og derudover har netværket deltagelse af en lang række øvrige EU-lande. Netværket afholder møde fire gange om året. Kontaktperson: Kristian Taageby Nielsen, Danske Regioner

Netværk om sygehusbyggeri

Under afholdelsen af de første Netværksdage om sygehusbyggeri i 2011, blev der dannet en række netværk om centrale emner i sygehusbyggeri. Netværkene blev oprettet på baggrund af deltagernes ønsker og behov for videndeling på specifikke områder. De er siden blevet revideret årligt, således at netværkstemaerne følger de aktuelle behov set i lyset af fremdriften i byggerierne. De enkelte netværk er forankret i regionerne, og hvert netværk har en tovholder, der er ansvarlig for at netværket fungerer som aftalt i gruppen. Formålet med netværkene er at dele viden, udveksle erfaringer og skabe læring samt give inspiration på tværs af regionerne.

I takt med fremdriften i byggerierne foretages der løbende en tilpasning af netværksgrupperne, således at disse passer til de aktuelle behov. Der er pt. 9 aktive netværk, som du kan læse mere om herunder. Netværkene er åbne for tilmelding for regionale medarbejdere og ledere, som arbejder med sygehusbyggeri. Tilmelding til et netværk foregår på mail til netværkets tovholder.

De 9 netværk handler om:

  1. Arbejdsmiljønetværk i forbindelse med kvalitetsfondsbyggerierne
  2. Ledelse af byggeprojekter - Projektchefgruppen
  3. Kommunikation
  4. Det tværregionale risikostyrings- og økonominetværk
  5. Netværk vedr. flytteprocesser
  6. Drift og vedligehold - Commissioning
  7. Wayfinding -orienteringsstrategi
  8. IT og Medico-teknik
  9. Netværk vedr. byggeri i psykiatrien

Læs mere om netværkene her.